Undgå disse tre kommafejl

Selvom kommaer kun er små klatter tryksværte i en tekst, har det stor betydning, hvor disse sættes.
Jorden går selvsagt ikke under pga. forkert kommasætning. Men tekster er nu engang lettere at læse og ser bedre ud på tryk og på skærm, når de er hjulpet på vej af korrekt kommasætning. Som et skridt på vejen til fejlfri kommasætning kan man med fordel være opmærksom på følgende tre typiske kommafejl:

1. Sæt IKKE komma foran infinitiv-"at"

Nogle sætter et komma for meget, når verber (udsagnsord) bøjes i infinitiv ("at"-form/navnemåde).
For har man lært, at der altid skal komma foran "at", kan man nemt komme til at sætte et misforstået komma her.

FORKERT:
"En huskeregel, der fejlagtigt siger, at der altid skal komma foran "at", hjælper tydeligvis ikke forfatteren med, at sætte kommaerne rigtigt."

KORREKT:
"En huskeregel, der fejlagtigt siger, at der altid skal komma foran "at", hjælper tydeligvis ikke forfatteren med at sætte kommaerne rigtigt."

2. Sæt IKKE komma efter hilsner

I et brev eller en mail står "Kære Oliver" fint alene. Derfor skal "Kære Oliver" her hverken efterfølges af et komma eller et punktum.
Det samme gælder efter "Venlig hilsen", "De bedste hilsner" og tilsvarende afslutningshilsner.

FORKERT:
"Kære Oliver,

Tak for dit brev!"

KORREKT:
"Kære Oliver

Tak for dit brev!"

3. Sæt IKKE komma efter punkterne i punktopstillinger

Der kan evt. sættes punktum efter alle punkterne eller helt undlades tegnsætning i en punktopstilling. Valget mellem det ene eller det andet kan afhænge af punktteksternes længde og formulereing. og uanset kan opstillingen evt. afsluttes med punktum alene efter det sidste punkt. Om man foretrækker det på den en eller den anden måde er mest et spørgsmål om temperament. Vær dog opmærksom på at tekstarbejdets helhed vil drage fordel af konsekvens i skrivemåden, ikke mindst fordi det også har betydning for typograferingen og dermed kvaliteten af layoutet.
Men der skal aldrig være komma efter punkterne – og heller ikke "og" imellem næstsidste og sidste punkt.

FORKERT MÅDE AT LAVE PUNKTOPSTILLING PÅ:
"Regler for tegnsætning i punktopstillinger:
• undlad evt. helt at sætte tegn efter punkterne,
• sæt evt. punktum efter alle punkterne,
• sæt evt. punktum alene efter sidste punkt,
• sæt aldrig komma efter punkterne og
• skriv aldrig "og" imellem næstsidste og sidste punkt."

KORREKT MÅDE AT LAVE PUNKTOPSTILLING PÅ:
"Regler for tegnsætning i punktopstillinger:
• undlad evt. helt at sætte tegn efter punkterne
• sæt evt. punktum efter alle punkterne
• sæt evt. punktum alene efter sidste punkt
• sæt aldrig komma efter punkterne
• skriv aldrig "og" imellem næstsidste og sidste punkt."

Comments are closed.